EstherJensen.dk


ForsideHvem er jegSOS BørnebyerneRejserBorbjerg Mølle KroKontakt

 

SOS Børnebyerne i Danmark

Min interesse for SOS-børnebyerne ligger mange år tilbage, men siden jeg i 1997 første gang besøgte SOS-børnebyen i Mbabane i Swaziland og tegnede mit første fadderskab, har det indtaget en stor plads i mit liv.

Ved første besøg i Swaziland var der lige blevet indleveret en nyfødt, forældreløs pige, og hun blev mit første fadder-barn. Hun var efterlandt i en papkasse på trappen til hospitalet i Mbabane.  Allerede året efter tegnede jeg yderligere 2 fadderskaber til 2 drenge, En af dem er stor nu, og har forladt børnebyen, men til gengæld har jeg fået en ”ny” dreng, som bor i samme børneby i Swaziland.

 I 2003 besøgte jeg børnebyen i Mussoorie i Indisk Himalaya, og her faldt jeg for en 8-årige tibetansk pige. Hende besøgte jeg igen i 2004, 2008 og 2009.

Jeg har gennem årene benyttet lejligheden til at besøge børnebyer rundt omkring i verden, så som Brasilien, Mexico, Ægypten, Estland, Mozambique, Zambia, Nicaragua,  Indien, Kenya og Ecuador, Bolivia, Nicaragua, Peru og Chile. At jeg har valgt at engagere mig mest i Swaziland og Mussoorie er at børnene i disse børnebyer lærer engelsk helt fra de er små, og det giver jo en helt anderledes mulighed for kommunikation.

I forbindelse med mine besøg laver jeg forskellige former for aktiviteter med børnene. Flere gange har bagt kager og lavet mad sammen med dem og lært dem danske lege og spil. Desuden har jeg lært flere af dem at svømme.

I 2003 holdt vi jul i SOS-børnebyen. Vi medbragte juletræ, juletræspynt og julegodter, som de selv hjalp med at tilberede. Vi bagte f.eks pebernødder, lavede konfekt og klippede julehjerter.  Ved hjælp af en liste over alder og køn på børnene lykkedes det at fordele de medbragte effekter i 100 pakker, og alle fik en pakke med 2 stk. tøj og 1 stk. legetøj i. Det tog mere end en dag at fordele og pakke gaverne, men det var en stor succes.  I forbindelse med vort besøg i januar 2006 arrangerede vi igen et party, hvor alle børn, mødre og personale deltog. Vi havde indkøbt rigelige mængder af kager, frugt, slik og sodavand, som blev fordelt mellem de omkring 130 fremmødte. Børnebyens dygtige dansegruppe optrådte, og vore 2 danske piger dansede Funk-dance. Vi havde en prominent gæst i Prince Davids kone, Cynthia, som jeg kender fra Danmark. David var i mange år Swazilands ambassadør i Danmark,  men nu er han kaldt hjem til Swaziland, hvor hans bror Kong Mswati II gennem de sidste 5 år har benyttet ham som justitsminister.

Mit SOS-engagement  har bevirket at jeg siden 2005 har været med i SOS-børnebyernes bestyrelse. Dette betyder at jeg ca 8 gange om året er i København til bestyrelsesmøder, og jeg har besøgt Østrig, hvor SOS-børnebyernes hovedkontor ligger, og hvor det hele startede med at hjælpe de forældreløse børn efterladt efter 2. verdenskrig. Om den verdensomspændende organisation, der i dag omfatter mere end 500  børnebyer i 135 lande, kan du søge flere oplysninger på

www.sos-borneby.dk

En del af SOS-børnebyernes organisation her i landet er de såkaldte lokalgrupper, der er fordelt rundt i hele landet. Lokalgruppernes arbejde er baseret på frivillige, og siden 1998 har jeg været med i SOS-lokalgruppen Midt/Vest, der repræsenterer området Ringkøbing/Holstebro. Vi tager rundt og holder foredrag og laver forskellige arrangementer til fordel for SOS-børnebyerne. Flere af arrangementerne er blevet afholdt på kroen.

I oktober 2005 deltog jeg i en SOS-rejse til Kenya, hvor vi var med til at indvie et SOS-center, opført på Karen Blixens tidligere jordbesiddelser. I forbindelse med indvielsen besøgte vi også en SOS-børneby i Nairobi, og var på safari, bl.a. ved Lake Nakuru og i Masai-Mara, hvor omkring en million gnuer på dette tidspunkt var på vandring og krydsede Mara floden.

I marts 2010 var jeg med til indvielse af en børneby i Ayacucho, som ligger højt oppe i Andesbjergene i Peru. 4  af husene i børnebyen har danske navne: Jyllandshuset, Sjællandshuset, Øernes- og Guldborgsundhuset. På samme tur besøgte vi eksisterende børnebyer i Cuszo og i La Paz i Bolivia.