Esther Jensen

En side om mit spændende og eventyrrige liv med rejser i hele verden, aktivt engagement i SOS børnebyerne, mit bikerliv og 31 år som kromutter på Borbjerg Mølle Kro. Læs mere her på siden.

Min barndom: Jeg har heddet Jensen hele mit liv, idet jeg ved at gifte mig med Carl i 1972 fandt mig en anden Jensen, og ham nåede jeg at være gift med i 33 år indtil han døde i 2005. Jeg er født i 1950 i Resen ved Struer, er opvokset i en landbofamilie som nr. 3 i en børneflok på 5 børn. Vi flyttede til Aulum i 1954, hvor jeg gik i skole indtil 1967.

Jeg vidste ikke rigtig hvad jeg ville være, men så en annonce i avisen fra Holstebro Amtstue, der søgte en elev. Jeg søgte og fik stillingen. Det er for øvrigt det eneste job, jeg har søgt i hele mit liv. I min læretid lærte jeg en masse om at indberette ejendomsvurderinger, beregne gaveafgifter, opkræve vægtafgifter og amtstueskatter, sælge stempelmærker til advokater, udbetale lotteriafgifter og meget andet, jo det var en blandet landhandel. Kontoret blev nedlagt i 1970, hvor jeg blev overflyttet til Amtsligningsinspektoratet i Herning, (senere Amtsskatteinspektoratet – nu Skat). Her fik jeg en skatterevisoruddannelse, og blev ved dette job i 15 år.

I starten af vort ægteskab arbejde Carl som rådgivende ingeniør hos Midtconsult i Herning, der havde byggematadoren Boje-Nielsen som fast kunde. Dette førte til at Carl blev teknisk direktør hos ham, og det blev starten til at vi blev involveret i byggefirmaer inden for bl.a. totalentreprise, el, vvs, aluminium, tømmerhandel og halbyggeri. Gennem årene blev der bygget rundt i det ganske land, i Libyen, Nigeria, Færøerne, Grønland, Norge, Tjekkiet og i Kina. På et tidspunkt bestod koncernen af 28 forskellige firmaer, og dette fik mig til at søge orlov fra mit arbejde ved det offentlige for at bruge min tid i Trindmosegruppen, vort konsulentfirma, der styrede organisationen og regnskaberne i de forskellige firmaer. I en periode havde vi også autoværksted med Mazda-forhandling, men da vi i 1987 købte kroen, brugte jeg mere og mere af min tid på denne, og det gik hurtigt over til at blive en heltidsbeskæftigelse for mig. Forskellige omstændigheder samt Carls sygdom de senere år gjorde at der ved hans død var langt færre aktiviteter i gang, så jeg i dag primært kan beskæftige mig med kroen.

Som det nok fremgår af ovenstående, har vi brugt en stor del af vort liv med at arbejde. Heldigvis gav vi os tid til at få Randi, der er adopteret fra Indien i 1983. Randi har siden 2005 været ansat hos Jysk Rejsebureau. I starten i Odense afdelingen, hvorefter hun i et årstid var udstationeret på firmaets Vietnam kontor i Hanoy. I dag er hun i Århus-afdelingen og sælger rejser til mange af de skønne steder i lande hun i sit liv selv har besøgt. Hun haler hastigt ind på antallet af mine besøgte lande, som er 92 (2010). Vi rejser hvert år på skiferie, og siden 1987 har vi selv haft lejlighed i Avoriaz i de franske alper. Siden 1997 har jeg mindst 1 gang om året besøgt Swaziland, hvor mine SOS-børn bor i børnebyen i Mbabane. Det er blevet til i alt 15 besøg, og de seneste år har jeg arrangeret rundrejser i det sydlige Afrika for venner og familie. Vi har gennem årene besøgt Lesotho, Mozambique, Zimbabwe, Zambia og Botswana i forbindelse med rejserne til Sydafrika og Swaziland. Siden jeg i 2005 tog kørekortet til motorcykel, har mit liv taget en helt ny drejning. Hvor jeg tidligere arbejdede non stop om sommeren, og rejste ud i verden om vinteren, trækker det nu også at holde fri, når det i sommerhalvåret er motorcykelvejr i Danmark.

Livet som kromutter på Borbjerg Mølle Kro

Da vi i 1987 købte kroen havde vi ikke gjort os dybere tanker om, hvad et sådant køb kunne betyde for vores fremtid. Det var på et tidspunkt da vi var involveret i byggefirmaer indenfor de fleste brancher, vi gik meget på restaurant og syntes at det kunne være sjovt at have et sted selv. I starten ansatte vi personale til den daglig drift med hotel og restaurationsdelen, jeg beskæftigede mig med regnskab og markedsføring, og Carl tog sig af det bygningsmæssige. Samme dag som vi overtog kroen startede vi ombygningen, og denne er endnu ikke færdiggjort, og vil nok heller aldrig vil blive det. Med bygninger, hvoraf nogle er hen ved 300 år gamle, vil en restaurering aldrig blive afsluttet, og med stedets mere end 600 års historie er det da absolut bevaringsværdigt.

Men vi kunne se stedets muligheder, og det har da også vist sig, at stedet kunne bære den investering, vi gennem årene har lagt i møllen. Et par år efter købet, overtog jeg selv den daglige ledelse, og har gjort det siden. Vi har gennem årene udbygget og restaureret. Ved overtagelsen var der 10 værelser med fælles bad og toilet, og i dag har vi 27 værelser med eget bad og toilet. Alle værelser er individuelt indrettet og har navne efter kendte personer og steder vi har rejst til i verden, og værelserne er dekoreret med indkøbte ting fra den store verden.

Man skal ikke opholde sig længe på kroen før man får indtrykket af at det også har noget med Afrika at gøre. Det hænger sammen med min interesse for SOS-børnebyerne, som I kan læse om andetsteds på hjemmesiden.

I 1997 var jeg sammen med Carl og Randi på rundrejse i Sydafrika, og besøgte SOS-børnebyen i Swaziland for første gang. Her tegnede jeg mit første fadderskab for en nyfødt, forældreløs pige, og dette sted har jeg nu besøgt 26 gange.

At jeg har fået Afrika i blodet, er der ingen tvivl om, og derfor er det skønt for mig at jeg har flyttet et lille stykke af Afrika til kroen. Foruden min elefantsamling på omkring 2.300 elefantfigurer omfatter det opførelsen af det afrikanske pælehus, BOMA´en samt vore 2 KUBUKA´er. ”Afrikas Dronning” er en ombygget landrover, der er forlænget til limousine. Den ligger ved en lille bro ved møllesøens bred og er dermed blevet til en vandrover. Her kan op til 12 personer sidde og nye en sundowner og et lettere måltid. Se mere på kroens hjemmeside.

Pr. 1. maj 2018 solgte jeg kroen til Malene og Mark Harpøth samt Ashli Williamson og Bjørn Bitsch. De overtog “mit jyske Afrika” incl. min elefantsamling.

Fra samme dato blev jeg pensionist og nyder nu min frihed med mulighed for at se mere til venner og familie samt for at se de dele af verden, jeg endnu ikke har nået at besøge.

Lad mig allerførst slå fast at jeg er enig med H. C. Andersen: ”At rejse er at leve”.

Jeg er medlem af de berejstes klub, hvor et af kravene er, at man skal have besøgt lige så mange lande, som man er år gammel. Og besøget skal have varet i mindst 24 timer. Det er foreløbig blevet til flg. lande og territorier på 7 kontinenter:

Kontinenter:

Lande

Zimbabwe, Senegal, Slovakiet, Tyskland, Uruguay, Venezuela, Serbien, Slovenien, Sverige, Thailand, Tunesien, Uganda, USA, Vietnam, Østrig, Swaziland, Tjekkiet, UK (Storbrit.), Cypern, Surinam, Guyana, Costa Rica, Kirgisistan

Territorier:

Antarktis, Alaska, Færøerne, Galapagos, Gibraltar, Grønland, Hong Kong, Kanariske øer, Kashmir, Sabah og Sarawak (Malaysia) Sikkim,  Skotland, Svalbard, Fransk Guyana

Ialt har jeg besøgt 104 Lande.

Efter at have været på Gran Canaria 4 gange i starten af 70-erne fandt jeg ud af at der var en anderledes og mere spændende verden at rejse i. Den første store tur, Carl og jeg tog på egen hånd, var i 1978, da vi var på Phuket i Thailand. På dette tidspunkt var der 3 hoteller på hele øen, en uberørt natur og meget få turister. Vi boede på Patong beach, hvor der dengang var en øde strand, og hvor den eneste mulighed for fortæring udenfor hotellet var et par søstre, der havde en simpel restaurant, bestående af 2 borde og en trækasse, hvor øl, vand og fisk blev opbevaret i. Samme sted er der i dag et utal af bordeller. Når vi hele vort liv har rejst så meget er det for at nå at opleve de forskellige lande før der kommer for mange turister. For så længe der ikke er turister, er der ikke påtrængende sælgere, der absolut ser os som deres kunder. Dette oplevede vi i 1982, da vi var på trekking i Nepal. Dengang var der enten mulighed for overnatning i medbragt telt eller hos de lokale, og flere nætter delte vi senge med de nepalesiske familier. Gennem årene er det blevet til besøg i mange forskellige lande og territorier.

Af Verdens 7 vidundere, har jeg besøgt de 6: Den kinesiske mur, Taj Mahal, Jesus figuren i Rio de Janeiro, Brasilien, Machu Picchu i Peru, Colosseum i Rom samt Petra i Jordan. Det syvende er Maya ruinerne på Yogotan halvøen i Mexico. Vi besøgte i stedet Teotihuacan ruinerne nord for Mexico city da vi i 2003 var i dette land.

Og hvor er så det bedste feriested? Det er ikke let at udvælge et bestemt sted, for oplevelserne er unikke, næsten hvor i verden man kommer. Naturmæssigt er Færøerne, Island og Grønland enestående på hver deres måde, men også stilheden på Svalbard og Antarktis er fascinerende. Skal man måle oplevelserne i dyreverdenen, er der ikke noget som safari i Afrika. Utroligt at man kan sidde i sikkerhed i en åben safaribil og lade en flok kæmpestore elefanter passere tæt på. Men Galapagos er jo unik med de forskellige typer af kæmpeskildpadder, leguaner og fuglene, som man kan passere tæt på, uden at de flytter sig. Tænker man på uopklarede mysterier, findes der ikke noget mere afsides og specielt end de omkring 800 stenfigurer, der står placeret på en ø på størrelse med Lolland, beliggende 4.000 km ude i Stillehavet. Historisk er det Ægyptiske et studie for sig, og forsøger man at sætte sig ind i religionerne i fjerne østen, åbner der sig igen en verden af oplevelser. De steder, hvor jeg er kommet tættest på lokalbefolkningen er i Swaziland, som jo næsten er blevet til mit andet hjem. Gennem mine mange besøg der og mit engagement med børnene i SOS børnebyen, er jeg kommet til at holde meget af dette land og dets befolkning. Frankrig er det land jeg har besøgt flest gange. Siden 1987 har vi hvert år stået på ski i Avoriaz, som ligger syd for Geneve søen, tæt på grænsen til Schweiz. Flere af vore besøg rundt i verden har været for at besøge venner, og det er sket i Australien, New Zealand, Canada, Norge, Sverige og Grønland.